Tysk som fremmedsprog
Gode tyskkundskaber er en nødvendig forudsætning for et vellykket studium på en højere læreanstalt i Tyskland. I mere end 30 år har vi afholdt kurser i tysk som fremmedsprog for udenlandske ansøgere om studieplads. Vores erfaring og kompetence danner grundlaget for, at du opnår gode resultater. Vi har modtaget licens som testcentrum for prøven TestDaF, hvilket beviser en stor grad af fag- og undervisningskompentence og garanterer en målrettet og praksisbetonet undervisning.
Hvordan er kurserne opbygget?
Sprogkurset er tilrettelagt således, at det har en varighed på tolv måneder og inddeles i
- Basistrin 1 (Grundstufe 1)
- Basistrin 2 (Grundstufe 2)
- Mellemtrin (Mittelstufe)
- Overtrin (Oberstufe)
Hvornår begynder kurserne?
Alle kursustrin begynder til starten af et kvartal, omfatter 250 undervisningstimer og varer som regel 3 måneder. Hvert trin afsluttes med en prøve; består du denne prøve, er du berettiget til at fortsætte kurset på det næste niveautrin. Resultatet af disse mellemliggende prøver erfarer du efter 2 – 3 dages forløb. I den derefterfølgende uge begynder allerede det næste kursustrin. Således spilder du ingen tid og kan spare omkostninger. Naturligvis er det også muligt, at begynde på et højere kursustrin, hvis du har de nødvendige forkundskaber. For at kunne vurdere dette, gennemfører vi en kvalifikationstest sammen med dig (model).
Hvordan ser prøven TestDaf ud?
Du kan deltage i prøven TestDaF, hvis du deltager i undervisningen på overtrinnet. Her forberedes du målrettet på prøven TestDaF. I prøven TestDaF testes færdighederne
- læseforståelse
- høreforståelse
- skriftlig udtryksfærdighed
- mundtlig udtryksfærdighed
for at få en differentieret sproglig færdighedsprofil.
I regelen skal du opnå mindst 4 ud af 5 mulige point (= TDN 4) i alle delprøver for at kunne blive optaget på et studium. Da forudsætningerne for optagelse på nogle højere læreanstalter dog er afvigende fra dette, anbefales det, at du i god tid indhenter oplysninger om forudsætningerne for optagelse på den læreanstalt, du ønsker optaget på. Også i denne forbindelse er vi gerne behjælpelige.
Hvilke udgifter skal jeg regne med?
Hvert kursustrin koster EUR 930,00. Dette beløb skal indbetales, inden kurset starter; så er din plads på vores sprogkursus garanteret. Til lejlighed og andre udgifter til livets ophold skal du beregne ca. EUR 600,00 per måned. Vi hjælper dig gerne med at finde en lejlighed.
Hvordan bliver jeg tilmeldt?
Når du har besluttet dig for et af kursusstederne Paderborn eller Dresden, udfyldes tilmeldingsformularen og sendes til den tilsvarende adresse. Samtidig overfører du tilmeldingsgebyret på EUR 50,00. Du modtager omgående bekræftelse om optagelse på sprogkurset, og vi reserverer en plads til dig på vores kurser. (se desuden Har jeg brug for et visum?)
Har jeg brug for et visum?
Deltagere, der kommer fra et ikke EU land, har ofte brug for et visum for at kunne deltage i et tyskkursus. Undersøg i god tid, om du har brug for et visum til at kunne rejse ind i Tyskland. Vi giver dig gerne gode råd. Yderligere informationer kan fås på den tyske ambassade eller hos det tyske konsulat i dit hjemland. I nogle tilfælde er det ikke kun nødvendigt at kunne fremvise bekræftelsen om optagelse på sprogkurset, men derimod også en kvittering for betalingen af kursusgebyrerne. Om dette er tilfældet for dit vedkommende, kan du ligeledes erfare på den tyske ambassade eller hos det tyske konsulat i dit hjemland. Når vi har modtaget dine betalinger, modtager du omgående bekræftelse om optagelse på sprogkurset og kvittering for de betalte gebyrer.
Hvad sker der med mine kursusgebyrer, hvis jeg ikke får noget visum?
Du får naturligvis dine kursusgebyrer returneret, hvis du kan bevise, at du ikke har fået noget visum. Send os i dette tilfælde afslagsskrivelsen fra den tyske ambassade eller det tyske konsulat, og vi refunderer dig dine kursusgebyrer.
Hvad skal jeg gøre, når jeg er ankommet til Tyskland?
Kontakt os hurtigst muligt. Hvis du har brug for hjælp i forbindelse med transfer fra lufthavnen eller banegården til din lejlighed i Paderborn, giv os besked i god tid før din afrejse, hvornår du ankommer. Når du er ankommet til Paderborn, skal du tilmeldes hos folkeregisteret og udlændingemyndighederne. For at kunne tilmelde dig hos folkeregisteret, skal du medbringe din lejekontrakt og dit pas, som du også skal forelægge for at kunne blive registreret hos udlændingemyndighederne. Begge kontorer befinder sig i Paderborn i den kommunale administration (Stadtverwaltung), således at du ikke behøver at rende forskellige steder. I Dresden befinder disse kontorer sig i de såkaldte „Ortsämtern“ i de forskellige bydele. Desuden bliver du i regelen nødt til at oprette en konto i en bank, som du selv kan vælge. Vores medarbejdere er gerne behjælpelige i forbindelse med alle disse formaliteter. Da vi har medarbejdere, der også taler engelsk, kinesisk, tyrkisk, russisk, spansk, fransk eller polsk, hjælper de dig gerne, hvis der opstår kommunikationsvanskeligheder. Desforuden har du som regel brug for en sygeforsikring. For personer, der rejser ind i landet med visum, er det en forudsætning for visumforlængelse, at man kan forelægge en sygeforsikring. Vi kan tilbyde dig en billig forsikring, der dækker alle nødvendige ydelser.